LIVEROLLESPIL - SOMMERKURSUS
17. juli - 23. juli (uge 29)
Familiehøjskole i Rollespil
Tør du træde gennem døren til det fantastiske rige, hvor fantasi bliver til virkelighed, hvor dine drømme om hæder og ære kan gå i opfyldelse? Og hvis du træder igennem, skælver din hånd så, når du med sværd i hånd, står over for din fjende?
Stoler du på det våben, du selv har lavet? Eller vil du i stedet bruge din nye dragt til at skjule dig i skovbunden, mens fjenden vandrer forbi?
På Andebølle Ungdomshøjskole er der i år mulighed for som familie at udforske fantasiens og egne færdigheders grænser. Når vi sammen i ugens løb skaber og lærer at mestre både udrustning, roller og regler, for i sidste ende at mødes i kampen mellem det gode og det onde. Hvilken side er du på?
Sideløbende med de kreative aktiviteter vil der også være mulighed for at deltage i oplæg og debatter omkring forskellige aspekter ved rollespillet. Et par eksempler herpå ville være:
Hvad er det der gør rollespillet så interessant for børn og unge?
Hvordan laver jeg bedst en karakter eller gruppe til rollespil?
Hvad er min plads som forælder i forhold til mit barns hobby, og hvor kan jeg hjælpe?
Hvad kan man forvente som deltager på familiekurset om liverollespil?
Først og fremmest et hyggeligt fællesskab med andre familier.
Med rollespillet som fælles omdrejningspunkt, vil vi gennem en proces orienteret tilgang til tingene, i fællesskab, lære af og med hinanden.
Måske har du aldrig betjent en symaskine, men mon ikke sidemanden/kvinden har det?
Så har vi jo en oplagt mulighed for at lære hinanden lidt bedre at kende mens vi hjælpes ad med at sy den bedste kofte man kunne ønske sig.
Det er vigtigt for dette kursus at alle, børn som voksne, deltager efter bedste evne. Alle har noget at byde ind med, vi er bare ikke altid klar over det. Denne uge er altså en aktiv ferie hvor hele familien, i fællesskab med andre familier, afprøver og udvikler nye sider af sig selv.
Se ugeplan for Liverollespil her


|