ANDEBØLLE UNGDOMS HØJSKOLE
Andebølle Ungdomshøjskole blev stiftet i 1970 og er en højskole for unge mellem 16 og 19 år, som ønsker inspirerende undervisning af høj kvalitet i et miljø præget af aktivitet, fællesskab og åbenhed.
I ordet uddannelse indgår ordet dannelse. Uddannelsen består i faglig fordybelse og dygtiggørelse, dannelsen består i de demokratiske processer og tankegange, som præger livet på skolen.
På Andebølle Ungdoms Højskole betragter vi det enkelte menneske som unikt og mener, at livsoplysning og åndsfrihed er forudsætning for, at et menneske kan tage ansvar for sig selv og sit liv.
Andebølle Ungdoms Højskole er en fri skole – en selvejende institution med en skolekreds og en bestyrelse. Skolen har en flad ledelsesstruktur, hvor alle ansatte har klart definerede ansvarsområder. Både blandt ansatte og elever træffes beslutninger på demokratisk vis.
På Andebølle Ungdoms Højskole taler vi ikke om det globaliserede samfund - Vi er det!
Vi har ca. 60 danske og europæiske kursister fra 16‐19 år og ca. 30 kursister på et godkendt indslusnings kursus for studerende fra andre lande.
Vi tilbyder dig:
- Kendskab til andre landes ungdomskultur
- Faglig udvikling på et højt niveau
- Personlig afklaring og udvikling
- Internationalt undervisningsmiljø
- Åbne værksteder i et miljø med bakker, søer og eng
- Oplevelse af et livligt kulturliv på skolen og på ture i Danmark og udlandet
- Kerneværdier som demokrati, frihed og ansvar
- Øvelse i at stille sig op for en stor forsamling, at stå sikkert på en scene
- Selvværd og modenhed til at gå videre i uddannelsessystemet
Vores erfaring er, at selv elever, der har opgivet at gå i skole, er klar til at gå videre efter et ophold og en afklaringsperiode hos os.
|